søndag den 30. oktober 2011

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd


Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd

Efter at have læst lidt over halvdelen af bogen, blev den leveret tilbage til biblioteket!
Det er kun sket meget få gange, at jeg ikke har læst en bog færdig, men denne gad jeg simpelthen ikke bruge længere tid på. BUM!

lørdag den 22. oktober 2011

Allrecipes.com Dinner Spinner App


Jeg har en iPhone og jeg elsker den. Ikke så meget fordi den er lækker, det er alle Apples produkter jo, og heller ikke fordi den kan en masse, for mange af funktionerne bruger jeg ikke i særlig høj grad, men fordi jeg kan gå i seng med den ... Ü

Det er super hyggeligt at ligge under den varme dyne, træt efter en lang dag, og finde spændende apps. Min favorit kategori er Lifestyle og endnu mere specifikt de apps der indeholder madopskrifter.
Efterhånden har jeg downloadet en del, men altid kun de gratis.

Een af de apps jeg hygger mig meget med er allrecipes.
Den har nogle totale geniale funktioner.
Som det ses på billedet, vælger man hovedområde først (supper, forretter, brød osv.), der efter ingredienser (ost, kylling, kød, grøntsager osv.), og sluttelig kan man vælge, hvor lang tid retten må tage at lave.
Når der trykkes på Spin, vælter det frem med opskrifter inden for de kategorier der er valgt.

Super smart, og der er uendelige muligheder.
Hvis du har en Android eller iPhone så hent app'en. Der er underholdning i mange mange timer Ü

Alternativt kan allrecipies.com også besøges.

Billedet har jeg lånt fra babble.com der har en yderst spændende site med Top 50 Food Apps for Moms.
Den skal jeg lige tjekke lidt mere ud Ü

fredag den 21. oktober 2011

Kalvelever/broccoliragout a la mig


Kan man kalde det fussionskøkken, når man står i sit køkken og forsøger at samkøre to forskellige opskrifter?
Jeg havde besluttet mig for, at vi skulle have frisk pasta med broccoliragout (jeg har ingen idé om, hvad der gør den til en ragout ... Hvad er ragout egentlig?), men fik så lige lyst til at tilføje kalvelever, og så fandt jeg en opskrift på pasta med kalvelever.
Når jeg sidder her og efterrationaliserer kan jeg ikke se een eneste god grund til, at jeg skulle bruge en opskrift på kalvelever .... Altså hvor svært er det lige, at stege leveret på en pande ..

Konsekvensen af at samkøre to opskrifter blev da også een stor og lang forvirring der varede i små to timer.
Noget skulle blanceres - noget skulle koges - noget skulle have et kort smut på panden - noget skulle gennemsteges - noget skulle pureres, og det skulle det alt sammen på SAMME tid. *GISP*
Resultatet blev dog heldigvis super godt, og selv min kræsne datter fik spist "usynlig" broccoli og kød - hun godt nok syntes smagte at blod, men dog gled ned alligevel. He he.

Jeg bringer her min kalvelever/broccoliragout a la mig Ü
  • 750 g. frisk pasta
  • 1 broccolihoved i små buketter og stokken fintskåret
  • 1 løg i tern
  • 2 hvidløg findelt/presset
  • 1/4 l. mælk
  • 1/4 l. kogevand fra stokken
  • Stødt muskat (tørret)
  • 375 g. kalvelever i mundrette stykker
  • 150 g. champignon skåret i kvarte
  • 1 rød peberfrugt i tern
  • 1 porre i skiver
  • Becel til stegning
  • Salt og peber
Kog den fintskåret stok i letsaltet kogende vand ind til de er møre, hæld i dørslag/sigte.
Blancher broccolibuketterne og peberfrugt i letsaltet kogende vand, tag dem op med en hulske. 
Blancher porren i samme vand, og tag op med en hulske.
Grøntsagsvandet bruges til at koge pastaen i.

Sauter løg og hvidløg, tilsæt den kogte stok samt 1/4 l. mælk og kogevand. Lad det koge op, blend saucen og smag til med salt, peber og muskat.
Steg kalvelever og champignon i lidt becel.

Den kogte pasta vendes i broccolisaucen (og bliver hurtigt opsuget). 
Broccolibuketter, peberfrugt, champignon og lever vendes forsigtigt i.
Hvis alle kan lide porrer vendes den også i, men da det ikke er tilfældet her i huset, toppede vi voksne selv retten.

Nu hvor retten er blevet nedskrevet, og derved virker meget mere overskuelig, skal vi helt sikkert have den en anden gang igen Ü

onsdag den 19. oktober 2011

Gulerodssuppe m. mandel-æble salsa


Suppe er noget jeg skal have een gang om ugen!
Ikke alle i familien er enige om det, men sådan er der jo så meget Ü
Min kræsne datter er blevet rigtig god til at spise en god portion, så mindst een gang om ugen får hun da en masse vitaminer og mineraler ...

Det undrer mig i øvrigt, at der kun er to opskrifter på suppe her på min blog, i betragtning af, at vi stort set laver en ny ikke tidligere prøvet suppe hver uge.

Gulerodsuppe m. mandel-æble salsa (4 pers.) 

2 løg 
250 g. gulerødder 
100 g. tørrede røde linser 
1 1/2 l. grøntsagsbouillon 
2 tsk. tørret mynte 
Ca. 2 spsk. æbleeddike 
Cayennepeber, efter smag 
Salt og peber

Mandel-æble salsa
50 g mandler 
3 spsk. hakket persille
1-2 pigeonæbler, eller andre æbler, ca. 100 g 
1 spsk. æbleeddike 
1 fed presset hvidløg 
1 spsk. olivenolie 
1 tsk. tørret mynte 
Salt og peber

Pil løg, skræl gulerødder og skær dem i mindre stykker. 
Kom dem i en gryde med skyllede linser, bouillon, mynte og cayennepeber.
Lad suppen simre under låg i ca. en halv time til alt er mørt. 
Blend suppen med en stavblender, og smag til med salt, peber, cayennepeber og eddike.

Salsaen: 
Hak mandlerne groft, og rist dem på en tør, varm pande, til de er let gyldne.
Hak persillen groft.
Skær æblerne i små terninger, udelad kernehuset, og vend terningerne i eddiken.
Bland æbler, mandler, persille, hvidløg, olie, mynte og smag til med salt og peber.
Server i skål, så kan man selv vælge hvor meget man ønsker i suppen.


Opskriften er fra vegetarkontakt.dk

tirsdag den 18. oktober 2011

Nu skal der andre boller på suppen!!


Sidst jeg skrev på denne blog, skulle det forestille at være sommer ...
Vejret var sikkert ikke meget anderledes end det er i dag - regn, regn, regn!
Er det mon kun mig, der ikke bliver inspireret til de store kulinariske udfoldelser, når det er koldt, gråt og mørkt?

Nå, men nu skal der andre boller på suppen!! Ü
Jeg har faktisk en del mad billeder i mit kamera, og hvis jeg kan huske opskrifterne, så bliver de lagt ind i den kommende tid.

Men fra NU af, skal der altså laves madplaner - laves lækker mad - og tages billeder. (Selv om mit kamera kun gider tage gode billeder, hvis solen skinner fra en skyfri himmel ... Men det gør den jo nok også allerede om et halvt år *Gisp*)

Nu vil jeg gå på opskriftejagt, mens kæresten bager pandekager til børn og voksne Ü