onsdag den 16. november 2011

Kend din olie


Olivenolie? Hørfrøolie eller rapsolie? Det kan være svært at finde rundt i de mange forskellige slags olier, der står på hylderne i supermarkedet. Med Samvirkes olie-guide bliver det en smule lettere at se, hvilke olie du skal stege i, og hvilke der er bedst til bagning.

Klik her og bliv klogere Ü

Billede og tekst fra Samvirke

fredag den 11. november 2011

Indisk ret: Korma med kylling


Jeg har et problem :(
Jeg er vild med asiatisk mad, men jeg er ikke vild med kanel eller kardemomme i varm mad. For mig er det dessert krydderier, så når jeg smager dem i varm mad, bliver jeg helt forvirret ....
I min mund er der varm mad, men mine smagsløg tror det er bagværk/dessert.
Korma med kylling smagte okay godt i min mund, men i dette tilfælde var det (igen, igen) tilbehøret der løb af med sejren.


Korma med kylling
  • 3 dl basmati ris
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 5 cm ingefær
  • Olie
  • 2 tsk stødt koriander
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk gurkemeje
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 600 g kyllingeinderfileter
  • Salt og peber
  • 1 dåse kokosmælk
  • Citronsaft
  • Kanel
  • Basilikum
  • 4 håndfulde spinatblade
  • 15 cm agurk
  • 1 dl græsk yoghurt

Sæt risene over efter anvisning på emballagen. 

Hak løget helt fint og riv hvidløg og ingefær. Svits i olie på en sauterpande eller i en gryde. Kom krydderi herpå, vend rundt og svits. 

Svits kyllingen i krydderiblandingen. Krydr med salt og peber. 

Kom kokosmælk herpå og lad simre i 10 minutter. 
Smag til med citronsaft og drys kanelbasilikum henover. 

Kom spinat og hakket agurk i skåle og rør yoghurt med revet hvidløg. Bland sammen. Smag til med salt. 

Opskrift fra Irma

søndag den 6. november 2011

Leif G. W. Persson: Den døende detektiv


Leif G. W. Persson: Den døende detektiv

Aldrig har jeg læst en bog, hvor hovedpersonen næsten ikke begiver sig væk fra sofaen, og tempoet i bogen alligevel er helt i top!
Det er en super god bog som klart kan anbefales - med mindre man synes den er for uhyggelig ...

Som inkarneret krimilæser kan der være langt mellem snapsene, forstået på den måde, at der ofte bliver udgivet titler, der nok burde være blevet i skrivebordsskuffen.  Denne krimi er til gengæld udsøgt læsning. Leif G. W. Perssons 'Den døende detektiv' er intet mindre end en lysende stjerne på krimihimlen.
Den er vanvittig spændende lige fra første side, begavet, velskrevet, og selve håndværket er bare på plads. En politiroman der både lever op til genrekravet, men sandelig også har så meget mere at byde på.
Tidligere chef for Rigskriminalpolitiet Lars Martin Johansson, som er kendt for at ”kunne se om hjørner” og er et omvandrende kriminalleksikon,´indlægges på neurologisk afdeling på Karolinska sygehus i Stockholm med en blodprop i hjernen. Her møder han overlæge Ulrika Sten, der fortæller ham om mordet på en lille iransk pige i 1985, mordet blev aldrig opklaret pga. inkompetent efterforskning, og nu er forbrydelsen forældet. Overlægen har nye oplysninger, og Lars Martin går i gang med at se på sagen, da han bliver udskrevet.  Efter en lille uges tid har han fundet morderen. Men sagen er forældet, og hvad så?
Selve kriminalhistorien og opklaringsarbejdet er en fryd. Jeg sad og ønskede at der var flere af Lars Martins slags i det virkelige liv. Den mand er genial. Men samtidig var jeg som læser endnu mere mærket af Lars Martins snart forestående død end af det uhyggelige og modbydelige mord.
Lars Martin er meget alvorligt syg, men overhører alle faresignaler. Han æder, drikker og passer ikke sin medicin som han burde. Forholdet til hustruen Pia er rørende, og hans hjælpere gør alt hvad der står i deres magt, men løbet er kørt. Det er den døende detektivs svanesang man er vidne til. For hvert eneste kapitel ebber livet mere og mere ud, Lars Martin bliver svagere og svagere, men det er kroppens forfald, hjernen er stadig knivskarp.
Denne fantastiske krimi om forbrydelse og straf, om retfærdighed og død kan ikke anbefales nok.
Det svenske krimiakademi kårede 'Den døende detektiv' som årets bedste krimi i 2010.

torsdag den 3. november 2011

Cremet høstsuppe


Uha, dette er en lækker lækker suppe, med masser af nye friske rodfrugter.
Farven er den smukkeste jeg længe har set, og med en klat creme fraiche og frisk purløg fra haven - så kan det bare ikke blive bedre Ü

Cremet høstsuppe (4 pers.)

  • 1,5 kg rodfrugter , fx kartofler, rødbeder, gulerod og pastinak
  • 2 løg i mindre stykker
  • 1,5 l. vand
  • 2 hønsebouillon-terning
  • 2 dl creme fraiche
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 dl hakkede krydderurter , fx timian, rosmarin og purløg
  • ½ tsk groft salt
  • Friskkværnet peber
  • 150 g bacon i små tern
  • 2 små finthakkede fed hvidløg

Pynt:
Hakkede friske krydderurter


Skræl kartofler og rodfrugter og skær dem i mindre stykker. Kom grønsager og løg i en blender eller foodprocessor og blend det i ca. 10 sek. 
Bring vand og bouillon i kog og tilsæt halvdelen af de blendede grønsager. 
Kog dem ved jævn varme og under låg i ca. 5 min. 
Kom suppen tilbage i blenderen og blend den ved hurtigste hastighed i ca. 30 sek. eller til suppen er jævn. Fyld kun blenderglasset halvt op. 
Rør fraiche sammen med mel til en jævning. 
Kom suppen tilbage i gryden sammen med resten af grønsagerne, jævning og krydderurter. Bring suppen i kog og kog den ved jævn varme og under omrøring i ca. 5 min. 
Tilsæt salt og peber og smag til. 
Kom imens bacon og hvidløg i en kold pande. Skru op til kraftig varme og lad baconen stege i ca. 4 min. - rør af og til. 
Skru ned til jævn varme og lad baconen stege i ca. 8 min., eller til det er sprødt og gyldent - lad baconen dryppe af på fedtsugende papir. 

Server straks den cremede suppe med bacondrys på toppen, krydderurter, en klat creme fraiche, og et godt brød til.

Opskrift fra Arla

tirsdag den 1. november 2011

Efterår .... Som tiden dog går :(

Vores kæmpe kastanietræ


Da jeg startede denne blog, var foråret så småt begyndt at spire, og forventningerne til sol og varme var store.
Det gav et enormt energiboost, som nuuuu så småt ebber ud.
Jeg er overhovedet ikke til kulde, blæst og regn i månedsvis. :-(

Jeg må erkende, at efterårsfarverne er super flotte, så jeg har lige været et smut i haven (for nogle dage siden hvor solen skinnede ...) for at tage nogle - trods alt - stemningsfyldte billeder.

Vi har et kæmpe, kæmpe kastanietræ der hvert efterår giver os fast arbejde i form af opsamling af kastanjer og blade i pose efter pose efter pose.


Et lille bitte udsnit af blade fra kastanietræet


Rucolaen kæmper for overlevelse


Den skønne pebermynte som jeg ELSKER at nippe af
flere gange om dagen, er færdig for i år :(

Denne Dahlia Georgine var kun en lille spirre vip
på ca. 10 cm. da den blev købt.
Den har vokset sig kæmpe stor, men nu synger den
 også på sidste vers.

Bladene er ikke så kønne længere, men der er
stadigvæk blomster på vores lille rosenbusk

Jeg glæder mig til foråret ..... Ü