tirsdag den 22. maj 2012

Indiske hakkebøffer m. jordbærsalat



Om jordbærsalat er en passende tilbehør til indiske hakkebøffer har jeg ingen idé om, men det smagte i hvertfald super godt.


Indiske hakkebøffer m. jordbærsalat (4 pers.)

  • 3 spsk. rasp
  • 1 1/2 dl mælk
  • 400 g. hakket oksekød
  • 1 knust hvidløg
  • 1 tsk. garam masala
  • 1 tsk. groft salt
  • Peber
  • 25 g. smør
Sauce:
  • 1/2 dl. vand
  • 3 1/2 dl. mælkesauce
  • 1/2 tsk. garam masala
  • 1/2 tsk. gurkemeje
  • 1/2 dl. grofthakket friske korianderblade eller persille

Bland rasp og mælk i en skål. Lad det stå i ca. 5 min.
Tilsæt kød,hvidløg, garam masalam og salt.
Rør fasen lind og form den til ovale bøffer.
Lad smøret blive gyldent i en stor stegepande og steg bøfferne i ca. 7 min. - vend af og til.
Tag bøfferne op og tør panden af.
Hæld vand og mælkesauce i panden, og krydr med gasam masala og gurkemeje.
Kom bøfferne tilbage i panden og lad saucen koge i ca. 4 min.
Drys koriander eller persille over retten.

Server med ris.

Jordbærsalat
  • En 1/2 bakke jordbær i skiver
  • En moden avocado i halve skiver
  • Icebergsalat skåret
  • Hakket persille
Dressing:
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. citronsaft
  • 3 tsk. flormelis
  • Evt. peberod
  • Salt og peber 
Pisk ingredienserne til dressingen sammen og vend salaten i.
Smag til med salt og peber.


Opskrift på indiske hakkebøffer fra arla.dk

Bon appetit Ü



søndag den 20. maj 2012

Design dine egne mærkater til sylte- og saftprodukter


Hvis du laver dine egne marmelader, geleer, saft osv., så slut af med at lave nogle super flotte mærkater til f.eks. glassene.

Lige her starter du og inden der er gået 5 min. har du dine egne personlige mærkater Ü

Billedet er fra Living Design Shop

søndag den 6. maj 2012

Kyllingelår m. pastasalat


Egentlig skulle det være almindelige kyllingelår, for min erfaring er, at lår med bryststykke har en tendens til at blive tør. Måske fordi jeg overcooker dem?

Kyllingelår m.pastasalat (4 pers.)
  • 4 kyllingelår med bryststykke
  • 500 g. pasta
  • Grøntsager - hvad man måtte have lyst til i salaten
    • Jeg havde gulerødder, agurk og peberfrugt i grøntsagsskuffen
  • 250 g. friskost naturel (Med urter kan også bruges)
  • 3 dl. creme fraiche
  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 dl. friskhakket basilikum
  • Salt og peber
Hvis kyllingen er frossen når den kommer i ovnen på ca. 220 grader, så hold øje med overfladen og krydrer dem med f.eks. tørret paprika, chili eller hvad man nu ønsker, når overfladen er tøet op.
De skal have ca. 1 time og skinnet bliver ekstra sprødt hvis man indimellem putter lidt kødsaften hen over.

Kog pastaen efter anvisning og skyld den med koldt vand. 
Tilbered grøntsager og dressing.
Bland osten, creme fraiche, hvidløg og basilikum i en stor skål.
Bland pasta og grøntsager i skålen med dressing, smag til med salt og peber og sæt den på køl i mindst 1/2 time.

Server med pitabrød eller andet brød.

Bon appetit :)

fredag den 13. april 2012

Ingefær i fryseren


Selv om jeg elsker ingefær er det sjældent, at vi når at bruge alle rødderne i pakken, så jeg skræller dem, skærer dem i passende stykker, og fryser dem.
Når der skal bruges ingefær hentes en knold i fryseren, og den rives som var den frisk.
Den mister bestemt ikke smagen, og vi smider ikke længere kedelige knolde ud Ü 

lørdag den 7. april 2012

Endelig ramsløg(suppe)


Hvor har jeg bare glædet mig til den nye ramsløg sæson!
Ud over det er en super sund og lækker spise, så er de GRATIS Ü

Med suppe som min yndlingsspise, skulle der selvfølgelig laves ramsløgssuppe.
Jeg lavede den på følgende måde:

Ramsløgssuppe - 4 pers.
  • 8 mellemstore kartofler skråret i tern
  • 1 god håndfuld frisk ramsløg skåret groft
  • 1 hakket løg
  • 2 fed fintskåret hvidløg
  • 1 1/2 l. oksekødbouillon
  • Olie
  • Salt og peber
  • Tabasco (Kan selvfølgelig undlades)
  • Rejer
  • Flütes
I lidt olie steges løg og hvidløg, men lad dem IKKE brune, da det giver en bedsk smag. 
Tilsæt kartoflerne og lad dem stege med et par minutter.
Tilsæt ramsløgene og hæld bouillonen over.
Lad det simre til kartoflerne er møre.
Blend, hæld tilbage i gryden, og tilsæt salt, peber og evt. tabasco (jeg benytter ofte tabasco som smagsforstærker).
Rejerne tilsættes og det hele varmes op.
Spis lune flütes til.

Som sædvanlig tænkte jeg ikke på billeder af suppen, men den har den flotteste dybgrønne farve og smagen er bare så lækker.
En smag af natur og sundhed Ü


Der vil komme mange andre opskrifter med ramsløg, så tilmeld dig endelig min blog Ü

mandag den 5. marts 2012

Tangsuppe med kikærte fladbrød


Fødselaren fik jo "en blandet landhandel" af lækre produkter, og jeg fandt en opskrift på en skøn, skøn tangsuppe og med kikærte fladbrød til, var det så englene sang!
MUMS det er go' ma' Ü

Tangsuppe
  • To små håndfulde tørret wakami tang, som blev knust let
  • 0,5 l vand
  • 1 l fiskebouillon
  • 0,5 spsk. finthakket rød chilipeber
  • 2 spsk. fintrevet ingefær
  • 250 g. rejer
  • Forårsløg i tynde ringe
  • Salt og peber
  • Vi havde en rest champignoner, som blev skåret i skiver og tilsat
  • Salt og peber
Læg tang i blød i koldt vand i ca. 10 min. Knug den fri for væde og skær tangen ud i mundrette stykker.
Bring bouillon, chili og ingefær i kog i en gryde.
Kom rejer i suppen og bring den i kog.
Tilsæt tang, forårsløg, champignon, salt og peber og lad suppen koge ved jævn varme og uden låg i ca. 1 min.
Smag til.

Kikærte fladbrød

  • 125 g. kikærtemel
  • 1 tsk. tørret rosmarin (eller anden krydderurt)
  • 1 tsk. salt
  • 3 dl. vand
  • 2 små spsk. olie
Sæt ovnen på 260 grader
Bland alle ingredienserne sammen i en skål.
Pisk vandet i med et piskeris - 1 dl. af gangen - det er den bedste måde at undgå klumper.
Pisk olien i.

Hældes i en stor bradpande beklædt med bagepapir.
Bagepapiret skal gå godt op af kanterne, da dejen er meget tynd.
Bages i 18-20 min.
Serveres med det samme.

Bon appetit Ü

Opskriften på suppen er her fra.
Opskriften på fladbrød er her fra.


lørdag den 18. februar 2012

Sushi fra Sushi2500

Jeg ELSKER sushi!!
Desværre bor vi i provinsen, og derfor er det sjældent, at vi spiser sushi i privaten.
I søndags var kæresten undtagelsesvis på arbejde (på en søndag forstås), og han havde sørme købt en deal via downtown.dk og dette er hvad han kom hjem med. Uhhhhmmmm






Sushien er fra Sushi2500 Toftegårds Allé, København, og kan bestemt anbefales Ü


onsdag den 8. februar 2012

Spiselige vilde planter


Nu er det jo langt fra første gang jeg viser mit billede af ramsløg, for i foråret/sommeren 2011 havde jeg følgende indlæg: Vores smukke baghave, Ramsløgssalt og Ramsløgsdressing
Jeg glæder mig allerede som et lille barn til de friske skud titter frem omkring marts Ü

En anden vild plante jeg har brugt i madlavningen er friske brændenældeskud til Heksesuppe

Under lidt surfing "faldt" jeg så over bloggen Saga i farver, der har disse indlæg om spiselige vilde planter. Jeg skal klart prøve bl.a. pandebrød m. ukrudt Ü
Jeg erkender ærligt, at jeg er en bangebuks mht. diverse ting og sager i naturen - hvad er farligt og hvad er ikke - jeg skal liiiiige have nogle andre til at sige god for råvarerne, og så er det også bare super, at denne blog har billeder af ukrudtet.

Et du også en bangebuks, eller har du helt styr på hvilke planter m.m. der er spiselige? Ü


søndag den 5. februar 2012

Ønske nr 3: Skytten


Jeg elsker mit stjernetegn: Skytten (sjovt nok er Skytter kendt for at elske deres eget tegn .....)
I flere år har jeg haft gode øjne til denne fantastisk flotte model fra Royal Copenhagen, men argghhh de er så dyre :(

Kære kæreste - hvis du begyner at spare op nu, er jeg sikker på, at der er penge til denne MUST HAVE ;-)

Kan købes i Imerco og andre af den slags butikker ;-)


Opdatering: Kæresten syntes jeg skulle have en gave, og så kom han sørme hjem med denne smukke Skytte. :))))))))

Ekstrem shopping ;-)


Jeg hader shopping! Jeg er faktisk lidt af en klovn til at bruge penge, men det kan jo i virkeligheden være meget godt. He he.

Al indkøb af dagligvarer er derfor overladt til kæresten, og pinligt men sandt, så har jeg aldrig været i vores lokale Rema1000, og den blev åbnet for flere år siden ....!

I denne uge er kæresten så i Sverige, og der var et par småting jeg godt lige ville kigge på i Rema, så på med det varme tøj og op på cyklen.
Her gik jeg så fuldstændig shopping amok .... eller noget Ü
Indkøb:
2 stk. Hedera på bøjle
2 bundter påskeliljer (Årets første)

2 nøgler multifarvet garn (Måske til et strikket tørklæde til datteren)

4 nøgler bomuldsgarn, 2 sorte og 2 grå. (Aner ikke hvad de skal bruges til)
Strømpepinde nr. 3 (Dem har jeg sikkert allerede i en eller anden skuffe eller kasse ...)
5 meter tynd elastik (Har jeg slet ingen ide om hvad jeg skal bruge til)
Sy-kit med ALT hvad man måtte have brug for når der skal sys. (Alt sammen noget jeg har i skuffer og kasser, men jeg kunne ikke stå for, at det var samlet på et sted i en lille taske ... Ha ha ...)
Cherrytomaterne trængte jeg til, over på denne ekstrem vilde shopping Ü


I dette indlæg har jeg skrevet om nogle af kærestens fødselsdagsgaver, men han fik også en ny cykel trailer til alle dagligvare indkøbene ;-)

Fra Coop

onsdag den 1. februar 2012

Hvad fødselaren fik


Jeg har tidligere gjort opmærksom på, hvor svært det kan være for kæresten, at finde på fødselsdags- og julegaver til mig, men i virkeligheden har jeg samme problem med ham! Ü
Han har fødselsdag d. 26 januar - dvs. for få dage siden, og da han havde fået "alt" i julegave, måtte jeg tænke kreativt.
I vores familie får vi en masse gaver om morgenen. Det er simpelthen for kedeligt kun at få en en enkel eller to, så de mange gaver består af yndlings-grøntsag, yndlingsslik, yndlingschokolade, yndlings-alt-muligt, men da kæresten er taget til Sverige i en uge, var frisk grøntsager ikke så smart, og slik m.m. er langt billigere i Sverige, og så var det jeg kom i tanke om TANG.

Tang spiste jeg afsindigt meget af, for mange år siden. Min mor var vegetar og tang indgik som en skøn ingrediens i alle mulige retter.
Min hunger efter tang opstod igen, da vi på vores yndlingsrestaurant fik tang-salat til vores sushi.
Det var lige før kæresten og jeg havde spist os mætte i den lækre tang, og vel hjemme igen, søgte jeg straks efter Wakame tang online. GISP en pris :(

Med hans fødselsdag på vej, ville jeg dog selvfølgelig gerne gøre lidt ekstra ud af det, og på billedet ses (ud over Wakame tang) nogle af de øvrige lækre gaver vi gav ham.
Jeg glæder mig til at smage dem. Ü
Bortset fra Ærø salten, er alle varer bestilt ved Økologisk-Supermarked og de leverede lyn hurtigt.
Jeg er dog stadigvæk rystet over priserne .......

Kender du en god online shop hvor man kan få sådanne lækre produkter, til en overkommelig pris?
De behøver ikke være økologiske ....

tirsdag den 31. januar 2012

Stig Andersen: Tøger


Jeg ser altid Presselogen på TV2 News søndag kl. 10.00, så da Tøger Seidensfaden døde d. 27/1 2011, blev jeg oprigtig ked af det.
Ja, det overraskede mig faktisk HVOR ked af det jeg blev ....
Jeg kendte ham jo overhovedet ikke personligt, men hans evne til at debattere på et sobert og forståeligt plan, var yderst interessant og lærerigt.
Presselogen er noget kedeligere nu ....

Da denne bog udkom fik den hård kritik, og ikke helt uden grund måske.
Det vil jeg lade andre om at afgøre.
Personligt var det spændende at læse om hans liv fra starten til slutningen, og følge hans hans visioner for bl.a. Politiken.

Lån den Ü

tirsdag den 24. januar 2012

mandag den 23. januar 2012

Ønske nr. 2: Manillamærker m. engle

Jeg elsker metalskilte, og disse små manillamærker kan jeg slet ikke stå for Ü




Mærke: Ib Laursen

lørdag den 21. januar 2012

Ingefær-pandekager med kylling og grøntsager




Ingefær-pandekager med kylling og grøntsager

Ingefær-pandekager
  • 1 spsk. citronsaft
  • 3 æg
  • 1 knsp. salt
  • 2 dl hvedemel
  • 1 spsk. ingefær, frisk revet
  • 4 dl kokosmælk
  • 2 spsk. grahamsmel
  • 3 spsk. rapsolie
Fyld:
  • 1 citron
  • 3 fed hvidløg
  • 300 g. kyllingefilet
  • 150 g. wokgrøntsager (pose)
  • 1 spsk. soya
  • 2 spsk. ingefær, frisk revet
  • 2 løg
  • 1 rød chili
  • 1 spsk. sød chilisauce
Rør pandekagedejen og tilsæt revet ingefær og citronsaft. 
Steges på pande til de er sprøde, og holdes lune.

Svits kyllingestykker hurtigt af ved medium-høj varme, og tilsæt  hvidløg,
friskhakket ingefær, salatløg, chili og wok-grøntsagsblanding, kom soya, lidt
sød chilisovs og citronsaft ved. 
Det heles steges af ved kraftig varme ca. 5-10 minutter.

Portions anret pandekagerne med kyllinge-fyldet, og sød chilisovs ved
siden.  

NOTE: Vi syntes, at pandekagen smagte alt for meget af kokos, så næste gang vil vi blande op med alm. mælk.

Opskrift her fra

onsdag den 18. januar 2012

Susanne Staun: Hilsen fra Rexville


Dette er første gang jeg stifter bekendskab med Susanne Staun men bestemt ikke sidste!
Undskyld hvis jeg støder nogen, men det bedste ved krimier er i mine øjne, at det er læs-let bøger, eller Pixi-bøger som jeg kalder dem her i huset.
Sproget er oftest lige ud af landevejen, og der er ikke så meget at reflektere over ...... Derfor har jeg som oftest også gang i flere bøger af gangen, alt efter hvad mit intellekt lige har brug for ;-)

Ud over at denne bog er rigtig spændende, så foregår den også i Odense, hvilket er rigtigt hyggeligt fordi jeg som "gammel" Fynbo kender lokaliteterne.

På litteratursiden.dk står følgende:

Fantastisk thriller fra velskrivende forfatter og uhyrligt, uhyggeligt univers der bliver åbnet for i ’Hilsen fra Rexville’
To-årig pige bliver overhældt med ætsende væske mens hun sover til middag i sin barnevogn på altanen. Grumt udgangspunkt, men det er skam taget fra virkeligheden. Også i bogen går forældrene fri, til trods for at de var de eneste der var i nærheden af barnet i de timer væsken blev overhældt - frygteligt at det sker i dagens Danmark og absolut relevant at tage op til debat.  Som Susanne Staun siger ”den form for huller i retssystemet nærmest tigger om selvtægt”.
For mig er ’Hilsen fra Rexville’, udover at være en barsk historie også et glædeligt gen”syn” med retsmedicineren Maria Krause og ikke mindst hendes farverige veninde Nkem, som vi lærte at kende i ’Døderummet’.
Der er aldrig ro i Marias liv og heller ikke nu hvor hendes fortid trænger sig ubehageligt tæt på i den sag hun er involveret i på arbejdet. Endvidere får hun foruroligende mails fra en kvinde der underskriver sig ”E” og har endnu en barsk historie at fortælle.
At det handler om omfattende børnemishandling, hævn og selvtægt, er ingen i tvivl om, men det der gør at jeg anbefaler ’Hilsen fra Rexville’ på det varmeste, er Susanne Staun måde at skrive på. Hun har en unik stemme i danske spændingsbøger, hun er ikke ligesom nogen anden og det skal hun blive ved med ikke at være.
Jeg håber på meget mere om Maria Krause og hendes lidt ualmindelige liv.
Lida Wengel, bibliotekar – Horsens Kommunes biblioteker.

søndag den 15. januar 2012

Ønske nr. 1: Avvento lysestager


Ønske nr. 1: Avvento lysestager

Da jeg så dem i dec. var jeg lige ved at købe dem, meeen i dec. skal der jo bruges penge på en masse.
Hvis du er heldig - kære kæreste - er de måske på udsalg her i januar ;-)

Stagerne er fra Kähler Design og jeg vil gerne have alle 4 design Ü

Ønskeliste 2012


Min stakkels stakkels kæreste stod virkelig med håret i postkassen i december 2011, og decemberen før og decemberen før og og og ....
Sagen er den, at jeg har fødselsdag 14 dage før jul, og jeg aldrig rigtig ønsker mig noget. Har jeg brug for noget køber jeg det .....


For at gøre det lidt nemmere for den kære mand, har jeg besluttet, at jeg i år vil være meget mere opmærksom på "hvad jeg ikke kan leve uden", så hermed opstår min: Ønskeliste 2012 Ü


Til dig kære kæreste: Køb bare løs hele året - jo flere gaver jo bedre. He he.
Ps. Hvis du ikke kan vente med at give gaverne til december, tager jeg gerne imod dem løbende .... ;-)

tirsdag den 10. januar 2012

Brug knolden ....


Vi er ikke de store kartoffelspisere, så det hænder, at der pludselig bliver opdaget nogle knap så friske kartofler i skabet.
Lige som - heldigvis - mange andre, er jeg også opmærksom på, at intet mad skal gå til spilde, hvorfor jeg i forbindelse med at ovnen alligevel skulle bruges, skrællede de kedelige kartofler, skar dem i ca. 3 mm. skiver, vendte dem i meget lidt olivenolie, dryssede med ramsløgssalt og gav dem godt 20 min. på 150 grader.
Min kræsne datter er vild med kartoffelchipsene, selv om de hverken er sprøde eller knasende. Hende som ellers hader kartofler. He he.
Jeg har en plan om, at lave tynde skiver af diverse rodfrugter på samme måde. ...... Ü

mandag den 9. januar 2012

George G. Shuman: 18 sekunder

George D. Shuman: 18 sekunder

litteratursiden.dk står følgende:

Velturneret krimi med en god blanding af det paranormale og klassisk actionmættet spænding.
"18 sekunder" er en forholdsvis klassisk amerikansk krimi. En smuk kvinde med en sort skæbne, hæderlige og mindre hæderlige politifolk, en ond morder og diverse bipersoner, der binder flere små historier sammen til én stor. Og hvilken én! Den er læst i løbet af ingen tid, simpelthen fordi man ikke frivilligt lægger den fra sig.. Forfatteren kender sit stof qua hans baggrund som bl.a. undercover narkobetjent ved Metropolitan Police Force i Washington D.C. Det er hans første bog på dansk, men han har skrevet både nr. to og nr. tre på engelsk, så de oversættes forhåbentlig også.

Omdrejningspunktet er Sherry Moore, en blind kvinde med en særlig gave – eller forbandelse, om man vil. Som barn pådrog hun sig en hovedskade ved et fald, hvorved hendes erindring om tidligere begivenheder forsvandt, mens hun i stedet fik evnen til – blot ved berøring - at kunne se de sidste 18 sekunder af et dødt menneskes tanker. Dette kan være ganske værdifuldt for en mordefterforsker, men for Sherry er det psykisk belastende og giver sig udslag i jævnlige mareridt. Men hun bider tænderne sammen, for hun finder også en vis tilfredsstillelse i at kunne hjælpe de efterladte til vished.

Sherry bliver inddraget i en sag om bortførte kvinder i badebyen Wildwood, New Jersey. En sag der i foruroligende grad minder om flere uopklarede sager fra 1970’erne. Snart er der flere og flere ting der passer sammen på kryds og tværs, og Sherry og hendes nye fæller befinder sig pludselig i farezonen.

Udover Sherry Moore er der et pænt antal karakterer at holde styr på, men jeg vil nøjes med at fremhæve ærkeskurken, Earl Sykes. Her har forfatteren begået en fantastisk ækel beskrivelse af en ond, ond mand. I det hele taget synes jeg persontegningerne er ret vellykkede, svagest står måske "hovedrolleindehaveren". Men hende har vi sikkert tid nok til at lære bedre at kende i de næste bøger

Enderne spindes elegant sammen til sidst, så man sidder ikke forvirret tilbage. Man sidder dog heller ikke tilbage med mange filosofiske tanker. Men det er jo ofte en krimis præmis.

søndag den 8. januar 2012

Spinatsuppe


Mums - endnu en lækker suppe!
Jeg troede, at jeg med rolig hånd kunne lave en cirkel med ostesaucen, men det lykkedes ikke ret godt :(
Måske jeg næste gang skulle prøve, at ligge en lille portion i midten, og så trække "streger" ud med en kødpind eller lignende ...

Spinatsuppe (4 pers.)
  • 500 ml Mornaysauce
  • 1 l. grøntsagsbouillon
  • 500 g. frossen hakket spinat
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • 125 g. bacon i tern
Tag ca. 1/2 dl. mornaysauce fra til pynt.
Bring resten af saucen og de øvrige ingredienser i kog i en tykbundet gryde - rør af og til.
Blend suppen med en stavblender.

Steg baconternene til de er gyldne og sprøde.
Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Put dem i suppegryden og lad det hele trække et øjeblik.

Server med mornaysauce i en lille skål for sig selv, og et godt brød.


Opskrift fra Arla




lørdag den 7. januar 2012

Madtrends 2012

Mad & Boligs trendspotter, kokken Mikkel Karstad, tror på, at følgende bliver hot, hot, hot i 2012:

1. Grød
Naah, ikke her i huset ...

2. Rene råvarer
Rene råvarer uden alt for mange dikkedarer.
Den rene smag skal ikke overskygges af f.eks. krydderier.

3. Spis naturen
Jeg er stor fortaler for ramsløg Ü

4. Kamille
Dog ikke længere kun til the, men også i det salte og søde køkken.
Jeg ELSKER kamille, men har dog kun benyttet den i the.

5. Kød af god kvalitet
Mindre populære udskæringer som skank, kæber og bov er på vej frem.

6. Muslinger
Jeg elsker, elsker, elsker muslinger!
Een af dagene mellem jul og nytår kogte kæresten
2 kg. friske muslinger, og sammen med en let salat
og lidt godt brød, var det bare MUMS MUMS MUMS Ü


7. Sund fastfood
Min fastfood pusher bruger det lækreste solsikkebrød til sandwich.
Jeg har forgæves ledt efter en opskrift :(


8. Fokus på producenten
Vi bliver mere og mere selektive i.f.t hvor vi får vores råvarer fra.

9. Nordisk tang
He he - det er ikke nordisk tang der er afbildet,
men jeg tror nu nok, at jeg holder mig til den japanske tang.
Uha, det smager godt! Ü

10. Mormorkager & japansk bagværk
Jeg er slet ikke til bagværk, men min datter elsker hindbærsnitter,
så det bliver et godt år for hende ....Ü


Hvad tænker du kunne blive årets trend hjemme hos jer? Ü



Billeder fra FreeDigitalPhotoes og weheartit

søndag den 1. januar 2012

Velkommen 2012

Så er 2012 skudt godt i gang, og selv om vi sandsynligvis stadigvæk har nogle grå våde måneder foran os, så går det hele i den rigtige retning.
I jorden pipler det allerede frem med små nye skud, og for hver dag vil det kun blive bedre og bedre Ü









Dette bed er åbentbart blevet sidste hvilested for snegle ....


Stadigvæk rosenknopper på busken ....






Velkommen 2012 Ü